Spørger var amerikansk statsborger og havde boet og arbejdet i USA.

I 2022 var Spørger og Spørgers ægtefælle flyttet til Danmark.

Spørger havde gennem sit arbejde i USA opbygget pensionsopsparinger.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger var skattepligtig til Danmark af udbetalinger fra hans amerikanske Traditional IRA-pensionsordning efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6. Som led i vurderingen fandt Skatterådet, at Spørgers pensionsudbyder kunne anses for et kreditinstitut omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 7, da pensionsudbyderen var godkendt af de amerikanske skattemyndigheder, og da den omhandlede pensionsordning skulle sidestilles meden pengeinstitutordning. Der blev lagt vægt på, at IRA-pensioner var standardiserede og lovregulerede pensionsprodukter, hvor opsparingen var adskilt fra Spørgers øvrige formue, og at der ikke kunne disponeres over de opsparede midler som på en almindelig bankkonto. 

Skatterådet kunne ligeledes bekræfte, at udbetalinger fra Spørgers amerikanske Traditional IRA kun kunne beskattes i USA efter artikel 18, stk. 1, litra a i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Da pensionsudbetalingerne kun kunne beskattes i USA, skulle Danmark derfor lempe. Lempelsen skulle ske ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23, stk. 3, litra c efter metoden exemption med progressionsforbehold.

Skatterådet kunne også bekræfte, at Spørger var skattepligtig til Danmark af udbetalinger fra hans US Office of Personnel Management pension, i form af en TSP-pension, efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6 men, at udbetalingerne kun kunne beskattes i USA efter artikel 18, stk. 1, litra a i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Lempelsen skulle ske ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23, stk. 3, litra c efter metoden exemption med progressionsforbehold. Som led i vurderingen fandt Skatterådet, at gældende praksis om, at offentlig administrerede pensioner ikke var omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A og § 53 B angår sociale pensioner mv., hvor udbetalingerne trådte i stedet for en offentlig ydelse, og ikke pensionsordninger der, ud fra en række vurderingsmomenter, svarede til danske arbejdsmarkedspensioner mv. Skatterådet fandt herefter, at pensionsordningen kunne omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 1, idet US Office of Personnel Management havde erhvervet livrenten hos et privat livsforsikringsselskab.

Endelig kunne Skatterådet bekræfte, at Spørger var skattepligtig til Danmark af udbetalinger fra US Department of Veterans Affairs (social pension) efter statsskattelovens § 4 litra c. Udbetalingerne kunne kun beskattes i USA efter artikel 18, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Lempelsen skulle ske ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23, stk. 3, litra c efter metoden exemption med progressionsforbehold.

Sagen angik, om klageren ved overdragelse af en ejerlejlighed til sin datter kunne ansætte overdragelsessummen til den offentlige ejendomsvurdering - 15 %, svarende til 1.700.000 kr. Henset til, at klageren købte ejerlejligheden to år og syv måneder inden overdragelsen til sin datter for 4.995.000 kr. sammenholdt med, at klageren den 30. november 2017 optog et realkreditlån i ejendommen på 3.210.000 kr. svarende til, at realkreditinstituttet ved en maksimal belåning på 80 % havde anslået værdien af ejendommen til at udgøre mindst 4.012.500 kr., fandt Landsskatteretten, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der skyldtes særlige, konkrete forhold vedrørende ejendommen, at værdiansættelsen på den offentlige ejendomsvurdering - 15 % kunne tilsidesættes. Landsskatteretten fandt herefter, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde fastsat handelsværdien til 5.000.000 kr., svarende til Vurderingsstyrelsens udtalelse om handelsværdien på overdragelsestidspunktet.

Sagen angik endvidere, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde pålagt renter af gaveafgiften fra den 1. maj 2021, og om klageren i givet fald kunne blive fritaget for betaling af disse renter. Gaven blev givet i forbindelse med overdragelsen af ejerlejligheden i 2020 og skulle i henhold til boafgiftslovens § 26, stk. 1, være anmeldt senest den 1. maj 2021. Da gaveafgiften ikke var anmeldt og betalt rettidigt, var det med rette, at Skattestyrelsen havde beregnet og opkrævet renter i henhold til boafgiftslovens § 38, stk. 1. Landsskatteretten fandt herved, at henvisningen i boafgiftslovens § 38, stk. 1, til opkrævningslovens § 7, stk. 2, var en henvisning til størrelsen af renten og ikke en henvisning til, at reglerne i opkrævningsloven generelt fandt anvendelse ved gaveoverdragelser omfattet af boafgiftsloven. Reglerne om fritagelse i opkrævningslovens § 8 fandt derfor ikke anvendelse. Som følge heraf fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse ikke led af sagsbehandlingsfejl i form af manglende iagttagelse af vejledningspligten og begrundelsespligten.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Bevisoptagelsen drejer sig om vurdering af softwareudvikling. Efter skønsmændenes besvarelse af skønstemaet tilkendegav begge parter, at de ønskede at skønsmændene besvarede supplerende spørgsmål.

Rekvirenten nedlagde påstand om, at samtlige af Skattestyrelsens spørgsmål og delspørgsmål skulle afvises som irrelevante, utilbørlige, unødigt procesforlængende, hhv. ikke-tilladelige "supplerende" spørgsmål, jf. retsplejeloven §§ 197, stk. 2, og 205. Herudover nedlagde rekvirenten påstand om, at Skattestyrelsen foreløbigt burde afholde omkostningerne forbundet med besvarelsen af de supplerende spørgsmål, jf. retsplejeloven 311, stk. 1-2, hhv. 343, stk. 3.

Skattestyrelsen nedlagde påstand om afvisning af rekvirentens supplerende spørgsmål SS 1, der, med henvisning til ligningslovens § 8 B vedrørende forsøgs - og forskningsudgifter, indebar, at skønsmændene skulle forholde sig til en retlig vurdering, som er op til retten at tage stilling til.

Retten tillod ikke rekvirenten at stille det supplerende spørgsmål SS 1 i dets nuværende form. Endvidere fandt retten ikke grundlag for at pålægge Skattestyrelsen foreløbigt at afholde udgiften til det supplerende syn og skøn. Endeligt tillod retten, at alle Skattestyrelsens supplerende spørgsmål kunne stilles til skønsmanden.

Sagen angik, om klageren i henhold til forbrugsafgiftslovens § 18 a hæftede for 71.250 kr. i afgift af 2.850 elektroniske engangscigaretter indeholdende 28.500 ml. nikotinholdige væsker, der af Toldstyrelsen blev fundet i to pakker adresseret til klageren ved to kontrolbesøg på et pakkecenter i januar og marts 2023. Landsskatteretten anførte, at pakkerne var sendt fra to afsendere i Tyskland, og at begge pakker var adresseret til klagerens adresse og med angivelse af hans telefonnummer. Under disse omstændigheder var der en formodning for, at klageren havde erhvervet varerne. Som udgangspunkt havde klageren derfor bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet. Da der ikke forelå konkrete omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen, måtte klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke havde erhvervet varerne. Klageren havde afvist at have bestilt varerne og gjorde gældende, at der ikke var grundlag for den påklagede afgørelse, da den var truffet på baggrund af oplysninger, som var let tilgængelige, og som andre derfor nemt kunne bruge. Klagerens oplysning om, at han ikke havde bestilt varerne, var ikke nærmere begrundet eller uddybet, og der forelå ingen objektive kendsgerninger, som støttede, at han ikke havde erhvervet varerne. Der forelå ingen konkrete oplysninger om eller indikationer for, at klagerens oplysninger var blevet misbrugt. Klageren var ikke, herunder heller ikke for Landsskatteretten, fremkommet med oplysninger om, hvorvidt han havde modtaget opkrævning, betalingspåmindelser eller havde afvist betaling over for afsenderne. Klageren havde heller ikke fremlagt korrespondance eller lignende mellem klageren og afsenderne, hvorved klageren afviste, at han havde erhvervet varerne. Som sagen forelå for Landsskatteretten, havde klageren således - til trods for Skattestyrelsens afgørelse og klagebehandlingen - ingen relevante bevisskridt foretaget med henblik på i fornødent omfang at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke havde erhvervet de varer, som de tyske afsendere havde sendt til ham på hans adresse. Herefter måtte det lægges til grund, at klageren havde erhvervet varerne og dermed hæftede for afgiften, jf. forbrugsafgiftslovens § 18 a. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Ved gaveoverdragelse i juni 2019 af unoterede anparter i et holdingselskab, der gennem et mellemliggende selskab ejede ca. 92 % af kapitalen i et driftsselskab indenfor medicinalindustrien, fandt Landsskatteretten, at skønnet over handelsprisen på anparterne ikke kunne udøves på grundlag af et dødsbos salg af en mindre aktiepost i 2016. Gaveoverdragelsen var sket til en equity value på ca. 254 mio. kr. Landsskatteretten lagde vægt på, at driftsselskabet var en gazellevirksomhed. I oktober 2017 var fremsat indikative købstilbud til en equity value på ca. 469 mio. kr. I oktober 2018 og i maj 2019 var driftsselskabet forsøgt børsnoteret til en equity value på ca. 800 mio. kr. Umiddelbart inden gaveoverdragelsen fremsatte G1 Aktieselskab et indikatiivt bud på køb af driftsselskabet til en equity value på ca. 110 mio. EUR, og i juni 2019 blev der underskrevet et Term Sheet med G1 Aktieselskab, der førte til en underskrevet salgsaftale i september 2019. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens skøn over handelsværdien, der var baseret på de nævnte oplysninger og værdiansættelsen ved den efterfølgende overdragelse til G1 Aktieselskab.

Skatterådet har på mødet den 24. juni 2025 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 gives tilladelse til at indhente identifikationsoplysninger på unavngivne personer og deres modtagelse af beløb gennem en betalingstjeneste.

Sagen drejer sig om eftergivelse af koncernintern fordring ned til fordringens værdi samt overdragelse af anparter til 1 kr. som følge af negativ egenkapital i det overdragne selskab.

A A/S har udlånt xxx mio.kr. til B ApS. Der er tale om en koncernintern fordring.

B ApS ejer nominelt ca. 20 pct. af aktierne i C A/S. B ApS’ ejerandel af aktierne i C A/S kan med udgangspunkt i en aktieoverdragelsesaftale indgået mellem uafhængige parter, der er underskrevet i november 2024, beregnes til en værdi på xxx mio.kr. Ved denne værdiansættelse af aktierne i C A/S kan den negative egenkapital i B ApS beregnes til xxx mio.kr. pr. 31. december 2024.

Skatterådet finder efter en konkret vurdering, at en gældseftergivelse på xxx mio.kr. ikke indebærer, at fordringen nedskrives til en værdi, der er lavere end fordringens værdi, hvorved Skatterådet kan bekræfte, at eftergivelsen ikke vil få skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser for de personlige kapitalejere i henholdsvis B ApS og A A/S.

De personlige kapitalejere i B ApS har medio februar 2025 indgået betingede overdragelsesaftaler, hvor de overdrager deres anparter i B ApS til hver deres personligt ejede holdingselskab til en værdi på 1 kr., idet egenkapitalen er negativ på overdragelsestidspunktet. Aftalernes endelighed er betinget af, at B ApS opnår gældseftergivelse fra A A/S. Ved en gældseftergivelse på xxx mio.kr. vil egenkapitalen i B ApS fortsat være negativ.

Skatterådet finder, at det kan bekræftes, at anparterne i B ApS kan overdrages til 1 kr. som følge af den negative egenkapital i det overdragne selskab, uden at dette har skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser for de personlige kapitalejere i B ApS.  

M1 ønskede at fusionere to X-landske selskaber, H1 og D1, ind i et dansk modtagende selskab, D2. Spørger ønskede derfor bekræftet, at de to fusioner kunne gennemføres skattefrit efter fusionsskattelovens § 15, stk. 2, og at der ikke blev udløst beskatning hos de deltagende selskaber samt at det modtagende selskab kunne succedere i afskrivningsforløbet på de ophørende enheders skattemæssige afskrivningssaldi. Desuden ønskedes det bekræftet, at underskud opstået i den danske filial af D1 under de X-landske selskabers danske filialers sambeskatning med det danske selskab fortsat kunne anvendes/fremføres af det modtagende selskab. Det ønskedes også bekræftet, at den skattemæssige fusionsdato i Danmark for begge fusioner var sammenfaldende med den regnskabsmæssige fusionsdato, og at ingen af fusionerne kunne underkendes efter ligningslovens § 3. Endelig ønskedes det bekræftet, at D2 havde fradrag for momsen på tab på debitorer, når tabet vedrørte de debitorer, der var erhvervet fra de indskydende selskaber (H1 og D1) i forbindelse med fusionerne. Skatterådet svarede, at fusionerne kunne ske skattefrit efter fusionsskattelovens regler, men at selskabsskattelovens regler om hybridt mismatch fandt anvendelse på afskrivningssaldiene og på underskuddet opstået i filialen af D1. De to første spørgsmål blev derfor besvaret med "Nej, se dog indstilling og begrundelse". Skatterådet svarede, at den skattemæssige fusionsdato for det modtagende selskab og for de indskydende selskabers faste driftssteder i Danmark var den XX 20XX ved begge fusioner. Skatterådet bekræftede, at fusionerne ikke er omfattet af ligningslovens § 3, og at D2 havde fradrag for momsen på tab på debitorer som beskrevet.

Sagen angik, om skattemyndighederne skulle acceptere, at en ejendom blev overdraget fra far til datter på grundlag af en værdiansættelse efter 15 %-reglen. 

Faren havde købt ejendommen i november 2018 for 4.065.000 kr., og ejendommen blev i marts 2020 overdraget til datteren for 1.657.500 kr., svarende til den offentlige ejendomsværdi på 1.950.000 kr. fratrukket 15 %. 

Skattestyrelsen fandt på den baggrund, at der forelå særlige omstændigheder, som indebærer, at skattemyndighederne ikke skal acceptere en overdragelse efter 15 %-reglen. Skattestyrelsen fastsatte på grundlag af en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen skønsmæssigt handelsværdien til 4.095.000 kr. 

Landsskatteretten fandt derimod, at der ikke forelå særlige omstændigheder. 

Skatteministeriet indbragte afgørelsen for domstolene, og byretten (3 dommere) fandt, at der forelå særlige omstændigheder. Retten lagde vægt på den væsentlige forskel mellem den offentlige ejendomsvurdering og købsprisen i fri handel i november 2018, sammenholdt med den nære tidsmæssige sammenhæng mellem købet i fri handel og salget til datteren kun godt 16 måneder senere. 

Retten fandt desuden, at de sagsøgte ikke havde godtgjort, at skønnet over handelsværdien kunne tilsidesættes. Det forhold, at Vurderingsstyrelsen ikke havde foretaget en fysisk besigtigelse fandtes ikke at kunne føre til, at skønnet tilsidesættes. 

På den baggrund fik Skatteministeriet medhold i de nedlagte påstande om, at der skulle betales gaveafgift.

Sagen angik, hvorvidt der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at Skatteankestyrelsen skulle se bort fra en fristoverskridelse i forbindelse med klage over Skattestyrelsens afgørelse af 18. maj 2021, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, jf. stk. 6.

Skatteyderen havde som et nyt anbringende for landsretten gjort gældende, at han var omfattet af den korte ligningsfrist, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om enkle indkomstforhold, med den virkning, at Skattestyrelsen ikke havde haft hjemmel til at beskatte ham i indkomstårene 2017-2018. Landsretten fandt, at han ikke var omfattet af den korte ligningsfrist, ligesom han ikke ved modtagelsen af årsopgørelser havde opnået en berettiget forventning herom.

Af de af byretten anførte grunde tiltrådte landsretten, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der medførte, at skattemyndighederne skulle bortse fra fristoverskridelsen. De for landsretten fremlagte bilag om psykologkonsultationer ændrer ikke herpå.

Landsretten fandt endvidere, at der ikke forelå hverken formelle eller væsentlige retlige mangler ved Skattestyrelsens afgørelse, herunder i relation til opgørelsesmetoden, som indebar, at skatteyderen havde sandsynliggjort, at han ville få medhold i realitetsbehandling af sin klage.

Byrettens frifindende dom (SKM2024.45.BR) blev derfor stadfæstet.

Sagen angik, om klageren forblev fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4, som følge af, at klageren i forbindelse med sin udrejse til Spanien fortsat var ansat ved en offentlig arbejdsgiver. Klageren blev den 1. maj 2019 ansat hos den offentlige arbejdsgiver. Klageren flyttede den 23. juli 2019 fra Danmark til Spanien, hvor han arbejdede for den offentlige arbejdsgiver fra sin bolig i Spanien. Den offentlige arbejdsgiver oplyste under sagen, at der ikke var tale om, at klageren blev udsendt af den offentlige arbejdsgiver til at arbejde i Spanien. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klageren fra den 23. juli 2019 ikke forblev fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4, idet han ikke som følge af sin ansættelse blev udsendt af den offentlige arbejdsgiver til tjeneste uden for riget. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren af egen drift og uafhængigt af den offentlige arbejdsgiver valgte at flytte til og bo i Spanien, at der ikke i forbindelse med klagerens flytning til Spanien blev indgået en ny ansættelseskontrakt mellem klageren og den offentlige arbejdsgiver, og at flytningen til Spanien ikke havde nogen form for sammenhæng med den offentlige arbejdsgivers forhold. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse, således at klageren ikke var fuldt skattepligtig til Danmark fra den 23. juli 2019.

Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet et selskabs anmodning om omkostningsgodtgørelse vedrørende visse udgifter i forbindelse med en sag efter EF-voldgiftskonventionen. Selskabet havde bl.a. anvendt sagkyndig bistand og haft udgifter hertil i forhold til Kompetent Myndighed i en anden stat, og Skattestyrelsen anså ikke dette for omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, om en sag efter EF-voldgiftkonventionen. Landsskatteretten fandt, at en sag efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, måtte forstås på sædvanlig vis som én samlet sag, herunder uanset hvilken del af proceduren efter EF-voldgiftskonventionen, der var tale om, og uanset om der var anvendt sagkyndig bistand under sagen i forhold til andre end Kompetent Myndighed i Danmark. Retten lagde vægt på, at der ikke i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder var holdepunkter for at forstå en sag i bestemmelsens forstand som særskilt afgrænset til noget andet end selve den samlede sag efter EF-voldgiftskonventionen, og at ordet sag samtidig var anvendt både i bestemt form og ental i bestemmelsens ordlyd og i forarbejderne. Der var derfor ikke grundlag for i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, at skelne mellem sagkyndig bistand i forhold til f.eks. Kompetent Myndighed i Danmark, en kompetent myndighed i udlandet eller selve det rådgivende udvalg, når denne sagkyndige bistand og udgifterne hertil vedrørte sagen efter EF-voldgiftskonventionen. Selskabet havde således anvendt sagkyndig bistand i forbindelse med sagen efter EF-voldsgiftskonventionen, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, da sagen var opstået som følge af en forhøjelse fra dansk side af selskabets danske skatteansættelser, og sagen samtidig konkret havde haft væsentlig betydning for selskabets danske skatteansættelser. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed og hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på stillingtagen til, hvorvidt de øvrige betingelser for at udbetale omkostningsgodtgørelse i skatteforvaltningslovens kapitel 19 var opfyldt.

Sagen angik en række indsætninger på i alt 332.000 foretaget i indkomståret 2019. Det var i sagen ubestridt mellem parterne, at pengene var indsat på sagsøgerens konto. Pengene stammede fra sagsøgerens tætte venner, bror, svigermor og børn. Skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om dels lån og gaver, dels salg af indbo. Et af spørgsmålene var, om nogle konkrete overførsler fra sagsøgerens svigermor til sagsøgerens børn reelt var udtryk for overførsler til sagsøgeren. Retten fandt, at børnenes konti var anvendt som transitkonti. Retten har lagt vægt på pengestrømmene i sagen, samt at de afgivne forklaringer ikke var understøttet af objektive kendsgerninger. For så vidt angår 3 indsætninger, som ifølge sagsøgeren stammede fra salg af privat indbo, fandt retten, at salgene ikke var understøttet af kvitteringer eller kontoudskrifter, hvorfor Skatteministeriet også på dette punkt blev frifundet.

En skatteyder skulle beskattes af sin ejendom beliggende i Schweiz.

Det følger af den dagældende ejendomsværdiskattelovs § 4 b, stk. 1, at ejendomsværdiskatten for ejendomme beliggende i udlandet, jf. § 4, nr. 11, beregnes efter de samme regler som ejendomme beliggende i Danmark, jf. § 4 a, stk. 1, hvis der findes en udenlandsk offentlig ejendomsvurdering, som kan sidestilles med en dansk vurdering. Af § 4 b, stk. 2, fremgår at for ejendomme omfattet af § 4, nr. 11, hvor der ikke findes en vurdering som nævnt i § 4 b, stk. 1, skal beregningsgrundlaget i stedet opgøres efter den regulerede handelsværdi.

I den indbragte afgørelse, som var truffet af Skattestyrelsen og henvist til landsretten i første instans, var ejendomsværdibeskatningen beregnet som den regulerede handelsværdi, jf. § 4 b, stk. 2. Ejendomsværdigrundlaget var opgjort til 19.995.194,43 kr. med fradrag af værdien af fire parkeringspladser.

Skatteyderen gjorde gældende, at beskatningsgrundlaget skulle fastsættes ud fra den skattemæssige værdi af ejendommen, som fremgik af skatteyderens schweiziske skatterapporter og med udgangspunkt i den schweiziske vurdering af ejendommen pr. 1. januar 2022, som udgjorde 5.479.690,75 kr.

Skatteyderen gjorde gældende, at hvis Skattestyrelsens beregning blev lagt til grund, ville der være tale om forskelsbehandling i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) art. 63.

Landsretten fandt, at det afgørende kriterium efter forarbejderne til den dagældende ejendomsværdiskattelovs § 4 b, stk. 1 er, om den udenlandske ejendomsvurdering kun i ringe grad afviger fra den regulerede handelsværdi efter § 4 b, stk. 2, idet den regulerede handelsværdi anses for at ligge på niveau med og i øvrigt afspejle en dansk vurdering på det relevante tidspunkt, og at sammenligningen skal ske på grundlag af de økonomiske værdier, herunder at det ikke er afgørende, om opgørelsesmetoderne i henholdsvis Schweiz og Danmark er sammenlignelige. Da parterne var enige om, at den regulerede handelsværdi i Skattestyrelsens afgørelse var opgjort som den laveste værdi efter den dagældende bestemmelse i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, og eftersom den schweiziske offentlige ejendomsvurdering afveg fra den regulerede handelsværdi i en sådan grad, at den ikke afspejlede - og dermed heller ikke kunne sidestilles med - en dansk vurdering, fandt bestemmelsen i § 4 b, stk. 1, jf. § 4 a, stk. 1, derfor ikke anvendelse ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten af ejendommen i Schweiz.

Landsretten fandt desuden, at beskatningsgrundlaget lå på niveau med en tilsvarende dansk vurdering og at det ikke var godtgjort, at ejendommen i Schweiz blev beskattet hårdere end en tilsvarende ejendom i Danmark, eller at beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten udgjorde en hindring for kapitalens frie bevægelighed.

Landsretten frifandt herefter Skatteministeriet.

Sagen vedrørte spørgsmål 2 og spørgsmål 3 i et af Skatterådet afgivet bindende svar om beskatningen af vederlag fra udnyttelse af tegningsretter, hvor klageren på tidspunkterne for henholdsvis tildeling, retserhvervelse og udnyttelse havde skiftende skattepligtsstatus til Danmark. Der var stillet spørgsmål til, om der ved beskatningen skulle ske en fordeling mellem Danmark og USA, hvorved Danmark kun beskattede den forholdsmæssige andel af vederlaget, der kunne henføres til arbejdsdage i Danmark, og i hvilken periode denne opdeling i givet fald skulle beregnes på baggrund af. Klageren indgik den 1. august 2013 en warrantaftale med sin daværende arbejdsgiver, hvorved han fik tildelt 48 warrants i det selskab, hvori han var ansat, med efterfølgende ret til at tegne kapitalandele i selskabet. Klagerens fulde skattepligt til Danmark ophørte den 31. januar 2015. Warrantaftalens vestingperiode udløb den 1. august 2016, hvorved klageren erhvervede endelig ret til tegningsretterne. Klageren blev således ved retserhvervelsen begrænset skattepligtig til Danmark af tegningsretterne, men dansk beskatning indtrådte ikke, fordi warrantprogrammet var omfattet af ligningslovens § 28, som udskød beskatningen til tidspunktet for tegningsretternes afståelse eller udnyttelse. Klagerens fulde skattepligt til Danmark genindtrådte den 1. august 2018, og klageren udnyttede den 31. marts 2022 tegningsretterne og solgte de tegnede kapitalandele i selskabet til en uafhængig tredjemand. Landsskatteretten fandt, at beskatningen på tidspunktet for udnyttelse eller afståelse af tegningsretter efter ligningslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., skete på det retsgrundlag, der var gældende på tidspunktet for udnyttelsen eller afståelsen. Klageren blev derfor på udnyttelsestidspunktet den 31. marts 2022 som fuldt skattepligtig til Danmark skattepligtig af det fulde vederlag fra udnyttelsen af tegningsretterne efter kildeskattelovens § 1 og statsskattelovens § 4. Som spørgsmål 2 og spørgsmål 3 var formuleret i anmodningen om bindende svar, fandt Landsskatteretten endvidere, at det var med rette, at Skatterådet i besvarelsen af de stillede spørgsmål alene havde taget stilling til dansk intern ret, og ikke til, om en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst ville føre til et andet resultat. Landsskatteretten kunne derfor som klageinstans ikke tage stilling til spørgsmålet. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skatterådets bindende svar på spørgsmål 2 og spørgsmål 3.

Landsretten fandt som byretten, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at løn modtaget fra et udenlandsk selskab var udtryk for nettoløn efter indeholdelse af skat, og at det måtte tilregnes skatteyderen som groft uagtsomt, at han ikke havde reageret på sin urigtige årsopgørelse. Da SKAT havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., blev byrettens frifindende dom stadfæstet (SKM2023.342.BR).

Sagen vedrørte spørgsmålet, om en fond i medfør af fondsbeskatningslovens § 4, stk. 3, var berettiget til fradrag for hensættelser til opfyldelse af almennyttige formål. 

Alene det forhold, at det fremgik af fondens vedtægter, at det fonden virkede på non-profit-vilkår, og at fonden var almennyttig-/velgørende, kunne ikke tillægges selvstændig betydning. Vurderingen af, om fonden kunne tillægges fradragsret, skulle herefter, udover fondens vedtægter foretages på baggrund af fondens faktiske virke. 

Retten fandt på baggrund af, at fonden havde en millionomsætning fra den ordning, hvor fonden i henhold til sit vedtægtsmæssige formål stillede en række serviceydelser til rådighed mod betaling, at fonden havde et erhvervsmæssigt formål, der ikke kunne anses for almennyttigt på en sådan måde, at der var ret til fradrag.

Den omstændighed, at det var uomtvistet, at den ordning, som fonden arbejdede for at udbrede, var egnet til at forbedre miljø og klima, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke føre til en anden vurdering.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

En ejendom var omfattet af en lokalplan, hvorefter der måtte opføres vindmøller på ejendommen. I forbindelse med anlæggelsen af Femern Bælt-forbindelsen blev ejendommen omfattet af en lov, der i en tidsbegrænset periode overdrog råderetten til ejendommen til Transportministeriet. Ejeren anmodede SKAT om at foretage en årsomvurdering, der tog hensyn til denne rådighedsindskrænkning. SKAT afslog dette med henvisning til, at parterne havde indgået en aftale om en midlertidig indskrænkning i rådigheden over ejendommen. Aftalens indhold var ifølge SKAT at sidestille med en lejeaftale, og ejendommen kunne igen anvendes i overensstemmelse med lokalplanen, når Transportministeriets midlertidige rådighed over ejendommen ophørte. Landsskatteretten fandt, at de til grunden knyttede rettigheder og byrder, der fulgte af den omhandlede lov, havde offentligretlig karakter, og at der ved ansættelsen af ejendommens grundværdi skulle tages hensyn hertil, jf. vurderingslovens § 13, stk. 2. Videre anførte Landsskatteretten, at loven havde tilsidesat den gældende lokalplan, hvorved ejendommen havde fået ændrede planforhold og således skulle årsomvurderes, hvis ejendommen måtte antages at være steget eller faldet i værdi, jf. vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 6. Det havde betydning for ejendommens værdi, at Transportministeriet havde råderet over ejendommen, og at ejeren ikke længere frit kunne råde over denne, hvilket var underbygget af, at ministeren f.eks. kunne pålægge ejeren at fjerne alle anlæg på ejendommen. Den omstændighed, at ejeren havde indgået en privatretlig aftale med Femern A/S om erstatning for lovens vedtagelse, kunne ikke føre til et andet resultat, da dette var ejendommens planforhold uvedkommende. Landsskatteretten pålagde derfor Vurderingsstyrelsen at foretage årsomvurdering, jf. vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 6.

Sagen angik en række forhøjelser af skatteyderens skattepligtige indkomst på baggrund af indsætninger, som hidrørte dels fra selskaber, skatteyderen havde været ejer af og ansat i, dels fra øvrige bankoverførsler, (red.fjernet.mobiloverførsel)-betalinger og kontantindbetalinger. Skatteministeriet havde under ankesagen anerkendt, at enkelte bankoverførsler ikke var skattepligtige for skatteyderen. For så vidt angik indsætninger fra skatteyderens selskaber, kontantindsætninger og de øvrige bankoverførsler tiltrådte landsretten, at skatteyderen ikke havde godtgjort, indsætningerne ikke var skattepligtige for ham. Landsretten tiltrådte ligeledes, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af skatteyderens overskud af virksomhed. For så vidt angik (red.fjernet.mobiloverførsel)-betalinger fra to personer, som afgav vidneforklaringer for landsretten, fandt landsretten på baggrund af vidneforklaringerne og sagens øvrige materiale, at skatteyderen ikke var skattepligtig af disse indsætninger. Landsretten tiltrådte herefter, at skatteyderen var skattepligtig af de øvrige indsætninger via (red.fjernet.mobiloverførsel). Landsretten tiltrådte desuden, at skatteyderen ikke var berettiget til fradrag for tab på anparter, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Skatteministeriet skulle herefter anerkende, at skatteyderens skattepligtige indkomst skulle nedsættes i overensstemmelse med det af ministeriet anerkendte og landsrettens ændring vedrørende en del af (red.fjernet.mobiloverførsel)-betalingerne.

Landsretten fastslog, at boafgiftslovens § 29, stk. 2, hvorefter der i gaveafgiften kan fratrækkes tinglysningsafgift, som gavemodtager eller gavegiver har betalt af gaveandelen i forbindelse med ejendomsoverdragelse, skal fortolkes således, at fradragsretten alene finder anvendelse på tilfælde, hvor gavemodtageren som gave får overdraget en ejendom eller en del heraf. Gavemodtager, der som gave havde modtaget en ideel andel af en virksomhed med tilhørende ejendomme i form af kommanditandele, kunne derfor ikke, ved beregningen af gaveafgiften, fratrække den tinglysningsafgift, som var blevet betalt for tinglysningen af kommanditselskabets adkomst til en række ejendomme, som det havde fået overdraget fra gavegiverne. Der var endvidere ikke godtgjort en fast administrativ praksis for fradragsret for tinglysningsafgift. Landsretten frifandt herefter Skatteministeriet.