Det ønskes bekræftet, at spørgers produkter P1 og P2 ikke er afgiftspligtige, hverken efter udfyldningsreglen i mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2 (afgift af varer henhørende under KN-kode 3824 90 99, som anvendes til varmefremstilling) eller blandingsbestemmelsen i mineralolieafgiftsloven § 1, stk. 4 (afgift af hele blandingen for afgiftspligtige varer efter afgiftssatsen for den vare med den højeste afgift).

Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørgers produkter henhørende under henholdsvis KN-kode 3826 00 10 og KN-kode 3826 00 90 i den gældende toldtarif, der sælges til varmefremstilling, ikke er afgiftspligtig efter mineralolieafgiftsloven. Produkterne er omfattet af afgiftspligten efter udfyldningsreglen i mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2. Produkter henhørende under KN-kode 3826 00 10 og 3826 00 90 i den gældende Nomenklatur er henhørende under KN-kode 3824 90 99 i Nomenklaturen, som var gældende i 2001, jf. EU’s gennemførelsesafgørelse 2018/552. Både energibeskatningsdirektivet og mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2, henviser til KN-koderne fra 2001.

Skatterådet kan derimod bekræfte, at P1 ikke er afgiftspligtigt efter blandingsbestemmelsen i mineralolieafgiftsloven § 1, stk. 4. Skatterådet har ved sin afgørelse ud fra en samlet vurdering lagt vægt på, at P3 anses for alene at være anvendt til teknisk brug, uanset at der vil være en minimal rest P3 på under 0,03 pct. i spørgers produkter, og at indholdet af P3 i spørgers produkter ikke ændrer på tariferingen af spørgers produkter.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at en række fakturerede beløb for så vidt angik indkomståret 2013, som for alles vedkommende var blevet indbetalt på hans private bankkonto, ikke vedrørte en af ham drevet erhvervsmæssig og økonomisk virksomhed. Sagsøgeren - og ikke et af ham stiftet selskab i august 2013 - var herefter rette indkomstmodtager og som følge heraf skattepligtig af indbetalingerne.

Retten henviste bl.a. til, at sagsøgeren frem til selskabets stiftelse i august 2013 havde udstedt en række fakturaer for bl.a. maler- og renoveringsarbejde. Fakturaerne var ikke fortløbende nummererede, de angav at være udstedt af selskabet med tilføjelse af "under stiftelse", og de var påført sagsøgerens mailadresse og private kontonummer. Efter selskabets stiftelse udstedte sagsøgeren lignende fakturaer, der heller ikke var fortløbende nummererede, som angav at være udstedt af selskabet (uden angivelse af cvr.nr.), og som uændret var påført samme e-mailadresse og samme private kontonummer.

Retten fandt herefter, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at hans private konto i hele 2013 alene fungerede som en konto for selskabet, der først blev stiftet i sidste halvdel af 2013, at arbejdet blev udført af selskabet og ikke af ham, og at han derfor ikke havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed.

Da sagsøgeren endvidere ikke havde godtgjort, at han havde ret til et større skattemæssigt fradrag end anerkendt af skattemyndighederne, blev Skatteministeriet frifundet. 

Landsretten stadfæstede byrettens afvisningsdom (SKM2024.230.BR) med henvisning til byrettens begrundelse om, at skatteyderens påstande ikke kunne tages under påkendelse, idet påstandene bl.a. ikke angik en konkret og aktuel tvist mellem parterne. Det forhold, at skatteyderen påstod sagen hjemvist til byretten med henblik på, at han kunne revidere sine påstande, kunne ikke føre til en anden vurdering.

Som led i et generationsskifte overdrog klageren anparter i sit anpartsselskab til sin søn og mindreårige børnebørn. Det overdragne selskab ejede et andet selskab, der havde købt kommanditanparter i to danske kommanditselskaber. De to danske kommanditselskaber ejede to tyske kommanditselskaber, som ejede hver sin solcellepark i Tyskland. Sagen angik, om overdragelsen af selskabet kunne ske med skattemæssig succession, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34. Spørgsmålet var, om investeringen i solcelleanlæg via kommanditselskaber måtte anses som passiv kapitalanbringelse. Efter en samlet konkret vurdering, herunder at klageren, trods opfordring herom, ikke havde fremlagt prospekter eller andre dokumenter, der belyste klagerens og sønnens rolle i forhold til driften af solcelleparkerne, var Landsskatteretten enig med Skattestyrelsen i, at kommanditanparterne, i lighed med børsnoterede værdipapirer, var passiv kapitalanbringelse. Anparterne i selskabet kunne derfor ikke overdrages med skattemæssig succession, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34. Herefter, og da 6-månedersfristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, alene vedrørte gavens værdi, som der ikke var strid om, og ikke spørgsmålet, om, hvorvidt der kunne succederes efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om et konkursbo var den klageberettigede part i den underliggende klagesag ved Landsskatteretten fra konkursdekretets afsigelse den 24. februar 2022, eller om konkursboet først var part heri fra konkursboets positive tilkendegivelse om at indtræde i sagen den 22. december 2022, da dette var afgørende for, hvorvidt konkursboet var berettiget til at få dækket sine ansøgte udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med syn og skøn ved byretten efter reglerne om omkostningsgodtgørelse. Landsskatteretten udtalte, at det ved et selskabs konkurs var det generelle udgangspunkt, at konkursboet ved konkursdekretets afsigelse succederede i selskabets retspositioner. Da betydningen af et selskabs konkurs for administrative klagesager, herunder de tilfælde, hvor det var selskabet, der forud for konkursens indtræden havde påklaget en afgørelse til en rekursinstans, ikke var - modsat eksempelvis sager ved domstolene - særskilt reguleret, ville et konkursbo således i henhold til princippet om generel succession automatisk blive part i den administrative klagesag ved konkursdekretets afsigelse. Landsskatteretten fandt derfor, at konkursboet fra afsigelsen af konkursdekretet den 24. februar 2022 havde været den klageberettigede part i den underliggende klagesag ved Landsskatteretten, uanset at boet først den 22. december 2022 positivt tilkendegav overfor Skatteankestyrelsen som sekretariat for Landsskatteretten, at boet ville indtræde i sagen. På baggrund heraf, og da den sagkyndige bistand i forbindelse med syn og skøn ved byretten var ydet af rådgiveren efter konkursdekretets afsigelse som led i den underliggende klagesag ved Landsskatteretten, fandt Landsskatteretten, at boet var berettiget til at få dækket sine udgifter til den sagkyndige bistand med 100 % af det ansøgte beløb. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Klageren havde i 2014 solgt en række ejendomme til selskaber, der var ejet af klagerens to sønner. På grundlag af de aftalte overdragelsessummer opgjorde Skattestyrelsen den samlede skattepligtige ejendomsavance efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven til knapt 17,3 mio. kr. Klageren anførte, at han ved overdragelserne af ejendommene havde været styret af sin bank, der ønskede ejendommene beskyttet fra hans øvrige kreditorer. Klageren havde derfor ikke haft indflydelse på fastsættelsen af overdragelsessummerne, der oversteg markedspriserne. Derfor gjorde klageren gældende, at Skattestyrelsen ved avanceopgørelserne som overdragelsessummer skulle have anvendt lavere markedspriser, jf. ligningslovens § 2.

Landsskatteretten anførte, at klageren hverken direkte eller indirekte ejede anparter i sønnernes selskaber. Klageren havde derfor ikke bestemmende indflydelse i selskaberne, jf. ligningslovens § 2. Det var derfor korrekt, at Skattestyrelsen ikke havde korrigeret overdragelsessummerne i henhold til ligningslovens § 2.

Landsskatteretten lagde i øvrigt til grund, at salget af ejendommene skete efter forhandling mellem klagerens repræsentant og køberne af ejendommene. Aftalerne, som ikke var anfægtet af skattemyndighederne, måtte herefter lægges til grund ved opgørelsen af de skattepligtige ejendomsavancer.

Herefter, og da klageren ikke havde dokumenteret et selvangivet tab på godt 19 mio. kr. vedrørende et ejendomsprojekt i Tyrkiet, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Med virkning fra indkomståret 2017 indtrådte klageren i virksomhedsordningen med en vognmandsvirksomhed og medtog i overensstemmelse hermed indtægter, udgifter, aktiver og passiver vedrørende vognmandsvirksomheden under virksomhedsordningen for indkomståret 2017. Den 1. oktober 2016 overgik klagerens private ejendom til udlejningsvirksomhed, som derfor også skulle medtages under virksomhedsordningen for indkomståret 2017, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3. Klageren selvangav imidlertid hverken for 2016 eller 2017 indkomst fra udlejningsvirksomheden. De foreliggende skatteansættelser for 2016 og 2017 var i overensstemmelse hermed. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at udlejningsvirksomheden i form af ejendommen med en værdi på 740.000 kr. og tilhørende prioritetsgæld på 529.890 kr. skulle indgå i virksomhedsordningen for indkomståret 2018, hvorefter gælden på 529.890 kr. udgjorde en hævning i hæverækkefølgen i indkomståret 2018, og ejendommen udgjorde et indskud på indskudskontoen. Et ministersvar, hvorefter en forkert saldo på indskudskontoen kunne korrigeres, således at den korrekte saldo kunne lægges til grund for fremtidige skatteansættelser, kunne ikke føre til, at klageren kunne indskyde ejendommen med tilhørende prioritetsgæld i virksomhedsordningen som et nettoindskud for indkomståret 2017. Landsskatteretten fandt herved, at ministersvaret ikke angik en situation som den foreliggende, hvor udlejningsvirksomheden efter den foreliggende skatteansættelse for indkomståret 2017 ikke var medtaget i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

En bilforhandler solgte en bil af mærket Ford Ranger Double Cab. med åbent lad. På den færdigbyggede fabriksmodel var kravet i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, 4. pkt., om afgiftsfri mandskabsvogne, hvorefter ladets flademål skal være større end personkabinen, ikke opfyldt. I forbindelse med salget fik bilforhandleren ladet forlænget på en karrosserifabrik. Forlængelsen var gennemført derved, at den bagerste fjæl, der afsluttede det åbne varelad på fabriksmodellen, var afmonteret. Herefter var der påsat en metalkant, der udvidede det originale lads længde med 8 cm, som var ca. halvt så høj som, og i en anden farve, end køretøjets originale sidefjæle. Da ladets flademål herefter var større end personkabinen, gjorde bilforhandleren gældende, at bilen opfyldte kravet i § 2, stk. 1, nr. 9, 4. pkt.

Landsskatteretten anførte, at bilen fra fabrikken ikke opfyldte betingelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, 4. pkt., om, at vareladet skulle have et større flademål end personkabinen, og at bilen som fabriksny således ikke kunne markedsføres som en mandskabsvogn, der var afgiftsfritaget. Der forelå for Landsskatteretten ingen nærmere oplysninger om køberen af køretøjet. Herunder forelå der ingen oplysninger om køberens tiltænkte anvendelse af køretøjet og om, hvorvidt forlængelsen af vareladet, der ikke fremstod som en naturlig og integreret del af køretøjet, var begrundet i behov for befordring af materiel eller blot i ønsket om at undgå registreringsafgift. Uanset at vareladets flademål opfyldte kravet efter forlængelsen, fandt Landsskatteretten på dette grundlag, at bilen ikke kunne anses som et motorkøretøj, der i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, utvivlsomt var konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel.

Bilen var derfor ikke omfattet af undtagelsen fra afgiftspligt, hvorfor Landsskatteretten stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse.

Sagen angik forståelsen af ordet "opbrugt" i EU-toldkodeksens artikel 117, stk. 2, litra a. Landsskatteretten fandt, at det måtte anses for Kommissionens praksis, at et toldkontingent, der var inddelt i kvartaler, skulle anses for opbrugt, når det blev lukket ved udgangen af et kvartal, selv om det indeholdt en restmængde, som blev overført til det næste kvartal. Det var derfor med rette, at Toldstyrelsen havde afslået at ændre virksomhedens toldangivelse.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning om udbytte af aktier både den årlige indberetning for 2024 og den løbende indberetning for 2025.

Vejledningen gælder for virksomheder der modtager aktier mv. i depot til forvaltning.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven (lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2024 om skatteindberetning med senere ændringer).

Indberetningen om udbytte af aktier mv. følger reglerne i skatteindberetningslovens § 16 samt bekendtgørelse om skatteindberetning mv. nr. 1016 af 22. juni 2023, med senere ændringer.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af udbytte, udlodning, geninvestering og beholdning af alle typer af investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, investeringsselskaber, A/S-selskaber der omfattes af reglerne for et investeringsselskab, akkumulerende skattepligtige investeringsinstitutter og kontoførende investeringsforeninger.

I vejledningen benævnes alle ovenstående typer som investeringsbeviser.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven (lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2024 om skatteindberetning med senere ændringer).

Indberetningen af udbytte, udlodning, geninvestering og beholdning af investeringsbeviser mv. følger reglerne i skatteindberetningslovens § 18, stk. 2, samt bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023 om skatteindberetning mv.  med senere ændringer.

Sagen angik bl.a., om sagsøgernes fælles interessentskab havde benyttet to Y1-land virksomheder som underleverandører til at udføre det arbejde, interessentskabet havde leveret til sine kunder. 

Indledningsvist fandt retten, at SKAT’s afgørelser i sagerne ikke var ugyldige som følge af, at sagsøgerne ikke havde fået fuld aktindsigt under sagernes behandling ved Skatteankestyrelsen. 

Retten fandt, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at de fremlagte fakturaer, der fremstod som udstedt af de Y1-land virksomheder, dækkede over reelle leverancer af arbejdsydelser fra virksomhederne, hvorfor interessentskabet ikke havde fradragsret efter momslovens § 37 for købsmomsen anført på fakturaerne. 

Retten fandt på samme baggrund, at det måtte lægges til grund, at interessentskabets arbejde for dets kunder ikke var udført af de hævdede underleverandører og derfor måtte være blevet udført af selskabets egne ansatte, hvis lønninger der ikke var indeholdt A-skat og AM-bidrag af. Retten fandt, at interessentskabet var ansvarligt for betaling af den ikke-indeholdt A-skat og AM-bidrag efter kildeskattelovens § 69. 

Retten fandt desuden, at interessentskabet ikke havde ret til et skønsmæssigt fastsat fradrag for købsmoms, som SKAT havde indrømmet, men som Landsskatteretten havde nægtet. Retten henviste herved til, at der ikke var fremlagt objektive beviser for, at interessentskabet havde afholdt udgifter til momsbelagte indkøb af varer eller ydelser til brug for virksomhedens drift, ud over de udgifter der allerede var blevet indrømmet fradrag for. 

Endelig fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse af interessentskabets momstilsvar og sagsøgernes skattepligtige indkomster var opfyldt, da der forelå mindst grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5’s forstand og § 32, stk. 1, nr. 3’s forstand, og da reaktionsfristen § 27, stk. 2, og § 32, stk. 2, var overholdt.

Spørger importerede og solgte gødninger. Nogle af de gødninger, som spørger importererede, havde position 3101 i EU’s kombinerede nomenklatur.

Spørger ønskede svar på, om gødninger med position 3101 i EU’s kombinerede nomenklatur var "organiske gødninger" i medfør af kvælstofafgiftslovens § 1, stk. 2, da gødningerne i så fald som udgangspunkt var afgiftspligtige.

Skatterådet kunne bekræfte, at gødninger omfattet af position 3101 var "organiske gødninger", og at gødningerne dermed var afgiftspligtige, når forarbejdede, bestemt til salg i pakninger under 50 kg og det totale indhold af kvælstof i gødningen ikke var under 2 pct. af gødningens samlede vægt.

Spørger drev virksomhed med udlejning af studieboliger i en ejendom. Studieboligerne blev forsynet med elektricitet både til de studerendes brug i lejlighederne og til opvarmning af boligerne ved brug af luft-til-vands varmepumper.

Spørger havde anmodet Skatterådet om at bekræfte, at grænseværdien i elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., på 4.000 kWh, ikke fandt anvendelse for de aftagenumre, der alene målte forbruget på varmeproducerende anlæg, og at Spørger dermed var berettiget til reduceret elafgift på 100 % af forbruget af elektricitet på disse aftagenumre.

Skatterådet kunne ikke svare bekræftende på dette spørgsmål, da grænseværdien på 4.000 kWh i elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., finder anvendelse på al forbrug af elektricitet på aftagenummeret, uanset om der var tale om blandet forbrug af elektricitet til fremstilling af varme og til øvrigt forbrug, til udelukkende fremstilling af varme eller til udelukkende øvrigt forbrug i husholdningen.

Spørger havde ved et benægtende svar på spørgsmål 1, anmodet Skatterådet om at bekræfte, at Spørger kunne sammenlægge forbruget på aftagenumrene for pågældende varmepumper på ejendommen - uden at fysisk at sammenlægge aftagenumrene - og dermed anse de pågældende varmepumper som ét fælles varmeproducerende anlæg efter elafgiftslovens § 6, stk. 3, nr. 2.

Skatterådet kunne ikke svare bekræftende på dette spørgsmål, da der med et varmeproducerende fælles anlæg i elafgiftslovens § 6, stk. 3, nr. 2’s forstand, alene skulle forstås én varmeinstallation, der anvendte elektricitet som opvarmningsmiddel og som rent teknisk var indrettet og fungerede som ét samlet anlæg, der leverede varme til mere end én forbruger af den fremstillede varme. Begrebet "varmeproducerende fælles anlæg" omfattede ikke ét fælles virtuelt målepunkt, der var oprettet af netvirksomheden, og som målte det samlede forbrug af elektricitet for aftagenumrene for de enkelte varmepumper.

Spørger havde ved et benægtende svar på spørgsmål 2, anmodet Skatterådet at bekræfte, at Spørger kunne sammenlægge aftagenumre på varmepumperne på ejendommen ved fysisk at sammenlægge målerne og dermed anse varmepumperne som ét fælles varmeproducerende anlæg og dermed omfattet af elafgiftslovens § 6, stk. 3, nr. 2.

Skatterådet kunne ikke svare bekræftende på dette spørgsmål, da der med et varmeproducerende fælles anlæg i elafgiftslovens § 6, stk. 3, nr. 2’s forstand, alene skulle forstås én varmeinstallation, der anvendte elektricitet som opvarmningsmiddel og som rent teknisk var indrettet og fungerede som ét samlet anlæg, der leverer varme til mere end én forbruger af den fremstillede varme. Begrebet "varmeproducerende fælles anlæg" omfattede ikke et fysisk målepunkt/aftagenummer, der var oprettet af netvirksomheden, og som målte det samlede forbrug af elektricitet for aftagenumrene for de enkelte varmepumper.

Spørger var en forening, hvis væsentligste aktiviteter bestod i afholdelse af arrangementer inden for G1. Foreningens formål var ifølge vedtægterne at organisere og udbrede kendskabet til og aktivt fremme aktiviteten G1´s virke. Det var herudover Spørgers formål at varetage nuværende og kommende medlemmers interesser overfor myndigheder og organisationer i ind- og udland.

På baggrund af en konkret vurdering var det Skatterådets opfattelse, at Spørgers formål ikke var af filantropisk karakter. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørgers kontingentindtægter kunne momsfritages efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4.

Spørgers arrangementer kunne heller ikke anses for amatørsportsarrangementer, fordi G1 ikke kunne anses som en sport i momslovens forstand. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at Spørgers indtægter i forbindelse med afholdelse af arrangementer ikke kunne omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 5.

Da foreningen ikke kunne omfattes af momsfritagelsen i hverken momslovens § 13, stk. 1, nr. 4 eller nr. 5, var det Skatterådets opfattelse, at foreningen ikke kunne anses for at have formål af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 21. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørgers indtægter i forbindelse med afholdelse af arrangementer kunne momsfritages efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.